Silkeborg bliver værtsby for Royal Run i 2027

Byen skal for første gang lægge ruter til den royale motionsfest 2. pinsedag.
For første gang nogensinde bliver Silkeborg værtsby for Royal Run, når den niende udgave af motionsfesten afvikles 2. pinsedag, mandag den 17. maj 2027. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse.
Silkeborg er den første af fem værtsbyer, der bliver præsenteret i denne uge, og byen skal dermed for første gang lægge ruter til den populære folkefest.
”Jeg er helt vildt glad for nyheden om, at vi bliver værtsby for Royal Run i 2027, og jeg glæder mig utroligt meget til at byde velkommen til en folkefest i kondisko lige midt i Silkeborg. Faktisk er det svært at forestille sig et bedre match, for vi deler i høj grad ambitionen om, at bevægelse og fællesskab, især i naturen, løfter os alle – uanset alder og niveau,” siger Helle Gade, borgmester i Silkeborg Kommune.
Royal Run er mere end en enkelt løbsdag. Gennem bevægelsesindsatsen ’Mere bevægelse med Royal Run’ skabes aktiviteter året rundt, og sidste år deltog over 98.000 i indsatsens tilbud som Træn med, Side Run og MaratonMile.
Som værtsby får Silkeborg mulighed for at afholde Træn med-arrangementer fra januar til maj 2027. Fælles for aktiviteterne er, at de er gratis at deltage i, og at alle kan være med.
De øvrige værtsbyer bliver præsenteret i løbet af ugen.